Sådan får du en bolig på Solbakken

Se hvordan du søger en bolig på Solbakken, og hvordan reglerne for ventetid er.

Ønsker du en bolig på Solbakken, skal du kontakte kommunens visitationsenhed.

Visitationsenheden
Regimentvej 10, Indgang 16F
8930 Randers NØ

Tlf.: 8915 2550

E-mail: visitation@randers.dk (til mails som ikke indeholder følsomme personoplysninger)

Sikker e-mail: Sikker_sundhedogaeldre@randers.dk (til mails som indeholder følsomme personoplysninger)

Åbningstiderne er mandag-fredag kl. 08.00-12.00.

En visitator vurderer, om du er berettiget til en plejebolig eller ældrebolig. Hvis du er det, laver visitatoren en boligindstilling, og du kommer på venteliste til en bolig.

Bor du i en anden kommune end Randers Kommune og vil gerne flytte ind på Solbakken, sender din hjemkommune dine papirer til Randers Kommune, som behandler din sag. Du vil derefter modtage direkte besked fra Solbakken.

Ventetid

Der er forskellige regler for ventetid til plejeboliger og ældreboliger.

Randers Kommune har ventetidsgaranti på plejeboliger. Det betyder, at du får tilbudt en plejebolig inden for to måneder, efter du er godkendt til en. Hvis dit behov for en plejebolig er akut, er ventetiden dog væsentligt kortere end de to måneder, ventetidsgarantien foreskriver.

Der kan være lang ventetid på ældreboliger. Der er ingen ventetidsgaranti.

Hvis du ønsker at bo på et bestemt ældrecenter eller i et bestemt område, må du være indstillet på længere ventetid, end hvis du ikke har nogen særlige ønsker til ældrecenter eller område. Dette gælder, uanset om du søger en plejebolig eller ældrebolig.

Boligerne bliver altid givet til den, der har størst behov, og ikke nødvendigvis den, der har stået på venteliste i længst tid. Derfor kan du heller ikke få at vide, hvornår du kan forvente at få en bolig.

Det er Visitationsenheden, der har overblikket over ventelisten til både plejeboliger og ældreboliger. Det er ikke nødvendigt at kontakte Visitationsenheden, når du er skrevet på venteliste. Du vil blive kontaktet, når der er en ledig bolig til dig.