Solbakken – et sted, der giver mening

Af Lisbeth Nielsen, Præst, Adventistkirken Randers

Som præst ved Adventistkirken i Randers vil jeg gerne ønske Plejecentret Solbakken STORT tillykke med 50-års jubilæet.

Jeg har fulgt Solbakkens rejse gennem tiden, mange år på afstand og nogle år tættere på. For 39 år siden var jeg ung pige i huset hos den daværende forstander af Solbakken, Rune Frederiksen. Og i fritiden besøgte jeg beboerne og læste breve op for svagtseende, lærte at sy lampeskærme af en anden og kørte en tur med kørestol for en tredje.

Solbakken har udviklet sig meget siden dengang, og forskellige ledere og præster har været i Randers i de 50 år. Nu har jeg været præst i Randers i de seneste 3 år, og jeg nyder at have min gang på Solbakken. Vi er nu et team af 3 præster, hvoraf 2 er pensionerede, og det er Bent Nielsen og John Pedersen. Vi er alle tre tilgængelige for beboerne og tager os af mange af de daglige andagter, samt fredag aftens andagter og hygge. Vi er alle åbne for samtaler og besøg af beboere, pårørende og personale, både når livet er dejligt, men også når det er mere udfordrende. Vi er til stede ved fester, udsyngninger og begravelser, og hvad der måtte være brug for på Solbakken. Alle beboere er velkomne til kirkens aktiviteter som bibelstudier, gudstjenester, fællesspisninger, studieaftener, koncerter, aftenkirke, udflugter m.m.

Det dejlige ved Solbakken er, at kirken er så tæt på. Man kan gå de få meter, der er mellem bygningerne, eller man kan blive kørt, og har man brug for personalet, så er de tæt på. Det betyder meget for de adventister, der kommer fra halvdelen af Danmark til Randers på Solbakken, at der er mulighed for at komme i kirke og have Gud med i dagligdagen gennem andagter og samtaler. Det er en af de vigtigste grunde til, at man vælger at flytte hertil.

En del af beboerne er ikke adventister og kommer mere lokalt fra Randers-området, nogle er personligt troende, og nogle tror slet ikke. Der er plads til alle, og de kirkelige aktiviteter er frivillige. Alle ved, inden de kommer som beboer eller medarbejder, at plejecenteret er et kristent sted og tilhører Adventistkirken, og at der er andre tilbud her, så det er meget positivt.

Når livet når sine sidste kapitler og afslutning, er det godt at være i trygge hænder. Det er godt for beboerne, at de kan have en tryg og helt så god og meningsfuld hverdag som muligt. Det er lige så vigtigt, at familien og de pårørende kan føle, at den ældre er i gode hænder. Solbakken skaber nogle gode og smukke rammer for livets sidste dage eller år. Stort tillykke med de første 50 år, og må Gud lede stedet og velsigne alle, der bor her, arbejder her, er pårørende her og dem, der besøger Plejecentret Solbakken. Stort tillykke.

Dejligt løfte fra Gud i Bibelen, Esajas bog kap 46.4:

Til I bliver gamle, er jeg den samme,
til I bliver grå, bærer jeg på jer.
Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte jer,
bære på jer og bringe jer i sikkerhed.